Hvad er løb godt for?
Løb kan f.eks. bruges som rekreation, hvor man f.eks. efter arbejdet løber en tur og får clearet tankerne. Her er der ikke fokus på tempo eller tid - blot at komme ud og lade batterierne op og/eller få lidt alene-tid. Løb kan også bruges som socialt omdrejningspunkt, hvor man er en del af et fællesskab. Det er for mange lettere at komme ud at løbe, hvis man har en aftale - enten med en enkelt eller flere. Derudover kan det også for mange være motiverende at tage af sted til løb sammen med andre, hvor man kan få en fælles oplevelse eller efterfølgende dele sin oplevelse med andre interesserede - følelsen af at høre til.Hvad gør løb ved kroppen?
Mange bruger naturligvis også løb for at holde sig sund. Det er en forholdsvis billig og nem motionsform, der ikke kræver det store udstyr. Du kan tage løbeskoene på og begynde din træning lige udenfor døren. Hvis du skal på ferie, fylder løbeskoene ikke så meget i bagagen. Løb er også en effektiv træningsform, hvor du både stimulerer kredsløbet, musklerne og leddene, da løb er en vægtbærende sportsgren.Kræver det et løbeprogram for at deltage i motionsløb?
Det er selvfølgelig ikke et krav at have et løbeprogram for at deltage i et motionsløb, men det kan give mange fordele, hvis man følger et træningsprogram. Mange vælger at følge et træningsprogram, fordi det giver struktur i træningen, og dermed også i hverdagen - f.eks. at tirsdag og torsdag aften, samt lørdag morgen er afsat til løbetræningen. Men også fordi, at træningsprogrammet fortæller dig, hvad du skal træne. Man behøver altså ikke i en travl og hektisk hverdag at overveje, hvad man skal træne.
Når der ligger et træningsprogram føles det ofte også mere forpligtende, og du kan hakke af efter en gennemført træning, hvilket kan være med til at motivere. Det kan også give en tryghed, at træningsprogrammet giver dig en progression og udvikling frem mod et mål. Det ses ofte, at et træningsprogram kan være med til at dosere træningen, så løberen ikke bliver overbelastet (skadet) eller får lagt så hårdt ud, at vedkommende hurtigt mister motivationen.
Pas på din løbekrop
Løb er som udgangspunkt godt for den personlige-, sociale-, fysiologiske udvikling, men som med alt andet, er det selvfølgelig en balancegang, hvor overdrevet brug af løb kan være skadeligt.
Løb er naturligvis én af de tre discipliner man skal igennem i et triatlon - udover dette har man både svømning og cykling.