Triatlon er en sport, som har gjort stort indpas hos danskerne. Danmark er det land i verden, hvor flest har gennemført en Ironman.

Der er mange spørgsmål der melder sig, når man er ny i sporten eller blot nysgerrig på den. Eksempelvis kan man spørge, hvad er triatlon? Hvordan opstod triatlon? Hvad er forskellen på Ironman og langdistance triatlon? Det vil vi forsøge at besvare i denne artikel.

Historien bag

Ifølge visse kilder kan triatlon spores helt tilbage til 1920'erne, hvor der i Frankrig var et stævne, der blev kaldt "Le trois sports", hvor man løb 3 kilometer, cyklede 12 kilometer og svømmede over floden Marne, uden pause mellem de tre sportsgrene. Gennem 20'erne og 30'erne har der i Frankrig været variationer af denne konkurrenceform, der i moderne tid er blevet kendt som triatlon. Den første moderne triatlonkonkurrence kom dog først til senere og man begyndte at tale om en organiseret sportsgren.

Det første event, der officielt blev kaldt triatlon, blev afholdt i 1974 i Mission Bay i San Diego, USA, mens det stævne, der historisk kaldes det første triatlonstævne i USA, blev afholdt året efter. Her blev denne konkurrenceform kaldt triatlon og blev en sportsgren for sig, i modsætning til tre individuelle sportsgrene.

I 1989 blev den Internationale Triatlon Union (ITU) dannet. Det primære mål for ITU var at få triatlon på det olympiske program, som skete i 2000 i Sydney. I dag er det ITU, der står for at organisere og sanktionere Triathlon World Cup'en, samt World Triathlon Series. De fleste ITU-stævner bliver som udgangspunkt afholdt som draft legal stævner, det vil sige stævner, hvor man må ligge på hjul, i læ for vinden, dog med undtagelse af amatører, der ikke må drafte. ITU har også en langdistance-serie, hvor det ikke er tilladt at drafte.

De to største private arrangører af triatlonstævner på verdensplan er tyske Challenge Family og World Triathlon Corporation (WTC). Challenge og WTC er mest kendt for de distancer, der er bedst kendt som hel og halv ironman-distancer. Ironman er dog et registreret varemærke under WTC, hvorfor halv- og hel Ironman nogle gange bare kaldes halv og hel distance. Distancerne for de efterhånden ikoniske Ironman-distancer har deres helt egen historie, der begyndte på Hawaii.

Ironmans historie og begyndelse

Ironman-distancen, og dermed også de andre distancer i denne form af halv-ironman, kvart-ironman og ikke mindst 4-18-4 eller 1/10 ironman, startede som en idé og konkurrence om at finde ud af om det var svømmere, cykelryttere eller løbere, der havde den bedste allround kondition. Dette spørgsmål skulle besvares ved en konkurrence, der var en kombination af tre konkurrencer inden for de forskellige discipliner: Waikiki Rough Water svømmekonkurrencen (3,86 km), Around-Oahu cykelløbet (185,07 km. -  oprindeligt et to-dags løb) og Honolulu Marathon (42,195 km). Arrangøren bag konkurrencen beregnede, at hvis man fjernede 5 kilometer fra cykelruten ville man kunne lave optimale skift mellem de tre discipliner. Den, der vandt løbet ville blive kaldt en "Iron Man" og have bevist, hvilken sportsgren, der havde de bedste atleter, og sådan blev ironman-distancen født.

Efterfølgende er der kommet mange underdistancer under ironman-distancen, og fordi WTC har copyright på navnet "Ironman" har man valgt at kalde ironman-distance, og distancerne derunder, for forskellige navne alt efter, hvem der arrangerer stævnet. Ved Challenge kaldes stævnerne eksempelvis Full Distance og Half Distance, mens ITU betegner distancerne som Mellem og Langdistance.

Triatlon discipliner og reglerne for disciplinerne

Navnet triatlon stammer fra græsk τρεῖς/treis (tre) og ἆθλος/athlos (konkurrence), så det er selvsagt, at triatlon selvsagt består af tre discipliner: Svømning, cykling og løb. I hvilken rækkefølge disciplinerne er kommet, har ændret sig gennem tiderne, men i dag er triatlon kendt ved, at man først svømmer, derefter cykler, og sidst løber. Mange taler også om en "fjerde" triatlondisciplin, nemlig transitionszonen eller skiftezonen. I dette afsnit vil vi beskrive de tre discipliner og nogle af de grundlæggende regler, der gælder under de forskellige distancer. Samtidig vil vi komme rundt om, hvorfor transitionszonen kaldes den fjerde disciplin.

En generel regel i triatlon gælder, at man ikke må modtage hjælp udefra. Dette betyder, at man som deltager godt må modtage hjælp fra andre deltagere og officielle hjælpere ved stævnet. Dog må man IKKE modtage hjælp fra pårørende eller andre personer, der ikke deltager eller hjælper ved stævnet.

Svømning 

Svømningen foregår oftest enten i pool (indendørs eller udendørs), eller som åbenvandssvømning, som er den mest brugte form.

Ved åbenvandssvømning taler man om svømning i en sø eller i havet. Det, der oftest afgør om man svømmer i pool eller under åbent vand er som regel den forventede vandtemperatur, som også afgør, hvorvidt man skal/må svømme i våddragt. Hvis der svømmes i åbent vand, er der regler for hvornår man skal bruge våddragt. Den våddragt, der benyttes, må maksimalt have en tykkelse på 5 mm.

I Danmark er reglerne, at hvis vandtemperaturen er under 13 grader, så kan distancen enten blive afkortet eller svømningen helt aflyses. Våddragt er obligatorisk ved alle distancer, hvis vandtemperaturen er under 16 grader, mens våddragt er obligatorisk ved 18 grader fra 2000 meter og op. Ved nogle vandtemperaturer er det forbudt at bruge våddragt. Her er der specielle regler for Eliten og Age group triatleter/amatører. Eliten må ikke bruge våddragt, hvis vandet er mere end 20 grader og de skal svømme mellem 300 og 2000 meter, mens temperaturgrænsen er 22 grader fra 3000 til 4000 meter. Age group triatleter må ikke bruge våddragt, hvis temperaturen er over 23 grader og der skal svømmes mellem 300 og 1500 meter og ved distancer mellem 2000 og 4000 meter er temperaturgrænsen er 25 grader. Hvis man ikke må svømme i våddragt, kan man enten bruge et swimskin, sin tridragt eller bruge badetøj. Det eneste reglerne siger i den forbindelse er, at man skal bære uigennemsigtig badebeklædning.

Ud over regler, der vedrører brugen af våddragt og beklædning, er der også regler for, hvor lang tid atleter må opholde sig i vandet, såkaldte cut-off tider:

 

Distance                                          Elite                                                                                 Age-Group  

300 meter                                         10 min                                                        20 min           

750 meter                                         20 min                                                        30 min           

1000 meter                                       25 min                                                        45 min           

1500 meter                                       30 min                                                        1 t. 10 min     

2000 meter                                       1 t. 10 min                            1 t. 20 min     

3000 meter                                       1 t. 15 min                            1 t. 40 min     

4000 meter                                       1 t. 45 min                            2 t. 15 min     

 Der er ingen regler om, hvorvidt man skal benytte en bestemt svømmestil, men man må ikke bruge genstande til at opnå en usportslig fordel eller gå på bunden (undtagen ved strandstart). Ved pool-svømning skal man desuden berøre endevæggene på banen med "en hvilken som helst del af kroppen". Når svømningen er gennemført, kommer man til første transitionszone, hvorefter man begynder på cyklingen.

Se alt svømmetøj på Eliteshoppen. 

Cykling

Cyklingen er ofte den disciplin, der tager længst tid i triatlon. Med cyklingen kan man, som ved svømningen, tale om to former. Der er draft-legal stævner, hvor det for eliten er tilladt at ligge på hjul af hinanden, age group triatleter må ikke drafte, og så er der stævner, hvor det er forbudt at ligge på hjul, såkaldte non-drafting stævner. De stævner, der er draft-legal er som hovedregel op til og med den olympiske distance, mens længere stævner som regel er non-drafting.

Andre regler: Ud over reglerne for non-drafting og draft-legal stævner, har nogle stævner cut-off tider på cyklingen, på samme måde som ved svømningen. Dette gælder eksempelvis ved flere Ironman- og Challenge-stævner. Dog har DTriF og ITU ikke nogen universelle regler for cut-off tider på cyklingen. Derudover kommer cut-off tiderne ofte an på ruten, da der tages højde for sving, bakker, antal deltagere og så videre, for at give alle en fair chance for at gennemføre løbet.

Specielt udstyr: Ved mange non-drafting stævner ser man ofte nogle specielt udformede cykler, der er optimeret til, at der skal være mindst mulig vindmodstand. Samtidig vil man ofte se triatleter med aerodynamiske cykelhjelme. På de længere distancer vil mange triatleter vælge at have drikkesystemer monteret foran eller bag på. Foran er det ofte i form af en drikkeflaske med et sugerør, der gør det nemt for atleten at drikke energidrik. Bag på har atleter ofte et system, hvor de kan opbevare ekstra drikkeflasker og reparationsgrej. Samtidig ser man ofte, at atleter har monteret cykeltasker på overrøret til energi. På nyere triathloncykler ser man dog, at producenterne forsøger at inkorporere drikkesystemerne og opbevaringssystemerne i selve cyklen for at skabe en mere strømlinet cykel.

Se alt cykeltøj på Eliteshoppen. 

Løb

Efter en lang cykeltur er det tid til løbet, den tredje og sidste disciplin. Når man løber ved et triatlon må man selv bestemme om man vil løbe eller gå, bare man gennemfører. Nogle gange er der, som ved cyklingen, cut-off tider, der bestemmes af stævnearrangøren. Igen kommer det ofte an på stævnet og mange gange er det mest for at få et sluttidspunkt for arrangørernes partnere og medhjælpere.

Under løbet siger DTriFs reglement, at man som deltager ikke må løbe i bar overkrop og løbsnummeret skal bæres tydeligt foran. Ud over dette er der ingen begrænsninger på, hvordan du må gennemføre løbet, så længe du ikke modtager hjælp ude fra. Man er i mål, når hele overkroppen har passeret målstregen.

Se alt løbetøj på Eliteshoppen.

Transitionszonen - Den fjerde disciplin i triatlon

Man taler i triatlonkredse også om en fjerde disciplin: Transitionszonen, også kaldet skiftezonen. Transitionszonen kaldes for den fjerde disciplin, fordi den kan være afgørende for placeringerne på cykling og løb, specielt under korte distancer. Dette skyldes, at man skal af med noget udstyr og have udstyr på til den nye disciplin. Rent praktisk hedder transitionszonen T1, der er skiftezonen fra svømning til cykling, og T2, der er skiftezonen fra cykling til løb. Vi vil kort beskrive, hvilket udstyr man som minimum skifter fra og til, og komme ind på nogle af de officielle regler. Sidst vil vi beskrive, hvorfor du som triatlet bør træne transitionszonen.

Udstyr i T1: Det udstyr man skal af med i T1 er som minimum våddragt (hvis dette er tilladt), svømmebriller og badehætte. I stedet skal man have cykeltøj på, der passer til vejret. Nogle gange kan man nøjes med blot at have sin tridragt på under våddragten og bruge den, men nogle gange kan der være behov for løse ærmer, en vindvest eller andet. Ved stævner, hvor man ikke må svømme med våddragt skal man tage sin triatlondragt på i T1, hvis den har ærmer, fordi dette er forbudt at svømme med. Det smarte ved en tridragt, som er todelt, hvor man både har tri tights og tri overdel, eller suit, er, at de ofte er lavet med en blød pude i bukserne, som gør cyklingen mere behagelig, uden at være for stor at løbe med.

Sidst skal man have cykelhjelm og sko på. I forhold til cykelhjelm siger DTriFs regler, at man skal tage cykelhjelmen på, og fastspændt, før man tager sin cykel. Cykelskoene kan man vælge at tage på inden man tager sin cykel, mens nogle vælger at have dem siddende på cyklen og tage dem på, mens de cykler. Grunden til dette er udelukkende at spare tid og komme så hurtigt afsted på cyklen som muligt, som også er vigtigt under korte distancer, hvor skiftende foregår hurtigt. Samtidig kan det være en fordel at gøre dette, hvis skiftezonen er lang og man derfor ikke ønsker at løbe på sine klamper og risikere at ødelægge dem. For at let kunne komme i cykelskoene på cyklen vælger mange at bruge en triatlon specifik cykelsko, også kaldet en tri cykelsko, der ofte blot fastgøres med et enkelt bredt spænde hen over vristen.

Udstyr i T2: Når man kommer til T2 skal man skifte fra cykeludstyr til løbeudstyr. Når man skifter fra cykling, skal man naturligvis have cykelhjelm og cykelsko af. Ifølge DTriFs regler, må man først tage cykelhjelmen af, når man har hængt cyklen på stativet eller afleveret den til en delegeret. I forhold til cykelskoene er der ingen regler, og nogle deltagere vælger at tage dem af mens de cykler, hvilket som sagt er relevant i lange skiftezoner, hvor de ikke ønsker at løbe på klamperne. Når man har taget cykelsko og cykelhjelm af, skal man have løbesko på, og derudover skal man have sit løbsnummer på, da DTriFs regler siger, at man skal bære løbsnummer foran under hele løbet. Her vil man ofte se, at mange triatleter vælger at bruge et nummerbælte, hvor nummeret kan sættes fast og så tages bæltet bare på med et hurtigt klips. Nogle triatleter vælger at tage løbsnummeret på i T1, mens andre venter til T2. Sidst kan det være relevant at tage noget cykeltøj af, da det ofte er varmere at løbe end at cykle. Nogle har blandt andet behov for at skifte til løbetights, mens de, der bruger tridragter, ikke behøver dette på grund af den mindre pude.

Grunde til at træne skiftezonen: For at opnå det optimale skift mellem det forskellige udstyr bruger triatleter ofte meget tid på at træne det optimale skift. Dette gælder specielt for kortdistance triatleter, hvor hvert sekund tæller i skiftet og kan betyde om man bliver nr. 1 eller nr. 2. Langdistance triatleter træner også skiftet for at være så effektive som muligt, men har knap så meget fokus på tiden, som de har på at vende kroppen til skiftet. Dette skyldes, at de minutter, nogle gange sekunder, man kan spare ved at optimere på små parametre, har mindre at sige på lange distancer, end ved korte distancer.

Grunden til at triatleter forsøger skal vende deres krop til de forskellige skift er, at man som atlet ofte kan opleve at være lidt svimmel efter svømningen og derfor skal man lære, hvordan man bedst tackler dette og stadig laver et godt skift, så man kommer hurtigt og godt afsted på cyklen. Overgangen fra svømning til cykling er dog ofte langsom i sig selv, fordi man skal have våddragten af, derfor oplever de fleste, at svimmelheden ikke er et problem, når de sætter sig på cyklen. Mere kritisk er overgangen fra cykling til løb. Dette skift kan være vanskeligt, fordi man har siddet lang tid på cyklen og pludseligt skal bruge benene til at bære ens egen kropsvægt og endda skabe fremdrift samtidigt. Derfor kan triatleter opleve gummiben, hvis de ikke har vænnet deres ben til skiftet fra cykling til løb.

Transitionszonen, eller skiftezonen, kaldes med rette den fjerde disciplin i triatlon, fordi hvor godt en triatlet klarer transitionszonen, både tidsmæssigt, fysisk og psykisk, kan være afgørende for, hvordan atleten klarer resten af konkurrencen. Derfor bruger triatleter  ofte tid på at træne denne disciplin og mestre det stress og den fysiske udfordring, der findes i at skifte så hurtigt fra disciplin til disciplin.